Kirke fra neden

Den 31. maj var der bispevielse i Aarhus Domkirke. Med pomp og pragt og en fuld domkirke, menighedsråds- og bestyrelsesmedlemmer, præster, provster og biskopper fra ind- og udland i procession, ministre og politikere og kongen. Det var flot, det var værdigt, og musikken og ikke mindst salmesangen bandt det hele sammen. Det er noget særligt, når en stopfuld domkirke synger sammen. Den nye biskop er selvfølgelig i fokus. Det er derfor, man er der. Og det hele klappede, velgennemtænkt, gennemprøvet og planlagt ned i alle detaljer, som det skal være sådan en dag. Det er godt at feste sammen.

Men en luthersk bispevielse er først og fremmest en gudstjeneste, og dens opbygning står på nogle få sider i Folkekirkens ritualbog ved siden af alle de andre former for gudstjenester. Alle de normale gudstjenesteled er der, fra indgangsbøn over bønner, tekstlæsninger, trosbekendelse, prædiken, kirkebøn, altergang, velsignelse og udgangsbøn – og som sagt salmer. En særlig gudstjeneste og en almindelig gudstjeneste i et. Gudstjenesten binder det hele sammen, ligesom gudstjenesten binder hele folkekirken sammen fra den mindste valgmenighed og sognekirke til domkirken. I by og på land.

Hvorfor har vi da biskopper? Det har vi af historiske grunde. Der er lutherske kirker, der ikke har biskopper, selv om de fleste har. Men i nogle kirkeformer er biskopperne grundlaget for selve kirken. Det gælder ikke mindst den katolske kirke. Groft sagt: Hvis det ikke var for biskoppen, var der ikke præster og ret gudstjeneste. Biskoppen er Guds bindeled til mennesker og præsterne biskoppens hjælpere

I den lutherske gudstjeneste er perspektivet modsat. Det almindelige præstedømme kaldte Luther det. Enhver døbt er præst og kan selv henvende sig til Gud. Af praktiske grunde vælger man præster ud af menigheden til at varetage bestemte opgaver, og ligeså provster til at klare administrative opgaver. Og menighedsråd og præster vælger en præst til biskop. Aarhus Stift har lige været igennem en sådan lang valgkamp. Ved siden af præsterne har man menighedsråd, i valgmenighederne bestyrelse og generalforsamling, ved siden af provsterne provstiudvalg valgt af menighedsråd, og ved siden af biskoppen et stiftsråd valgt af menighedsråd og præster. Det er et stort apparat, men: Hvis det ikke var for menigheden, var der ingen præster og biskopper. Derfor er bispevielsen i sin grundstruktur en næsten almindelig gudstjeneste.

I en valgmenighed er man i det daglige mere end almindeligt klar over at menigheden er udgangspunktet. Man er en del af den store kirke, ja, men grundlaget er menigheden. Og menighedens gudstjeneste. Her mødes man i fællesskab med hinanden. Her kan man i hverdag og fest tale med sin Gud og Gud med sit menneske.

(Foto fra Aarhus domkirke: Flemming Jeppesen)