Præstens arbejdsværelse

Efterår

Jeg ved ikke, hvad det er, der gør efteråret til den særlige årstid, som det er. Hvad det er ved efteråret, som får så mange følelser op i en af modsatret­tet karakter: af vemod, af glæde, af længsel, af lethed, af sorg, af afklaret­hed, af foruroligelse, af ro. Er man i det mismodige hjørne kan man prøve at ryste efterårsstemningen af sig ved at kalde det sentimentalitet og nostalgi, men det hjælper ikke. Man bliver til stadighed mindet om den stemning, når man går uden for sin dør en efterårsdag. Det er vel derfor, at efteråret er en så særlig årstid. Man bliver mindet om det af morgentågen, af disen, af farverne, af lugtene, af solskinnet, af den klare, skarpe luft, og af tusmørkets farver. Det er intense måneder før kulde og rusk og dvale ind­træffer. Det er måneder, som man for alt i verden ikke kan undvære. Vemodens og længslens årstid. Forgyldt og forgængeligt – en længsel efter, hvad der var engang, en længsel og et håb for, hvad der må komme. Ubestemmeligt og diset – og samtidighed skarpt og klart, et her og nu med hele den gyldne intensitet vi ser omkring os, den sidste opflammen, før det er slut. Der er noget uigenkalde­ligt ved hvert eneste efterår.

Og samtidig er efteråret begyndelse. For mange mennesker er afgørende nyt sket om efteråret, ikke nytår og forår. Mange, om ikke alle af den ældre generation, begyndte skolen efter sommerferien. Her fik man nye venner, og det skete flere gange i skoletiden. Man afsluttede skolen om sommeren for at kunne begynde et nyt liv om efteråret. Man kan næsten sige, at voksenlivet for mange begyndte et efterår, hvor man flyttede hjemmefra. Tænker man tilbage, så tror jeg, efteråret for mange er identisk med det nye, det der fik størst betydning i livet.

Efteråret begynder, og også i kirken begynder vi på ny efter sommerlukningen. Efteråret med Trinitatistiden er kirkeårets dagligdag, men det er jo netop i dagligdagen, at vi lever. Så derfor skal kirken ikke kun være festernes kirke og ikke kun sorgens kirke, men netop kirke i det daglige travle liv. Med alle de modsatrettede følelser, som vi bringer herhen til livets kirke. Velkommen til et nyt efterår.